Indhold
Mitsumi 7 in 1 USB Media Drive FA 401 er det eksterne diskettedrevs fulde navn. |
De understøttede formater er, udover 3½" disketter, CompactFlash kort (type I og II), Microdrive, SD Memory cards, MultiMedia Cards, Memory Stick, og Smart Media.
Især i forbindelse med bærbare computere kan det udvidede diskettedrev være en god ide. I stedet for at have flere forskellige kortlæsere samt et diskettedrev med på rejsen, kan man smide dem ud og erstatte dem med ét produkt. Det fylder ikke meget mere end et almindeligt diskettedrev, og er kun knap 3 centimeter i højden og vejer 380 gram.
Det eksterne diskettedrev tilsluttes computeren via en USB-port, og genkendes automatisk af nyere styresystemer til både Macintosh og pc, uden man behøver at installere drivere.
Prisen er ifølge Mitsumi under 500 kroner inklusive moms, og drevet skulle være på gaden allerede nu.